"VÅGNER DU OP MED EN

DÅRLIG HÅRDAG,

SÅ TÆNK PÅ HVOR MEGET

MERE NEDERN DET ER AT

VÆRE DENNE HER ELEFANT."

© Yoda

Inspiration

Jeg så en pige græde i bussen. Hun sad der helt krøllet sammen, som om nogen havde smidt hende væk. Som om nogen fik hende til at føle sig lille og fortvivlet. Hun sad bare der og kiggede ud af vinduet, mens hun forsøgte at tørre tårer væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fik sådan en lyst til at hjælpe hende, men jeg kendte hende ikke. Og hvad skulle jeg sige til hende? "Så så, det skal nok gå."

Jeg satte mig sådan, at jeg kunne se hende, men så hun ikke kunne se mig. Jeg tror, hun skammede sig. Ikke over at græde, men over grunden. Engang imellem mumlede hun med på teksten, som var i hendes høretelefoner. Minder i musikken, går jeg ud fra. Hun krøllede sig i hvert fald mere sammen og græd på ny.

Da jeg stod af, fik vi øjenkontakt. Bare lige kort. Hun gav mig et forsigtigt smil. Et trøsteløst smil. Som om hun havde givet op på forhånd. Som om hun udmærket vidste, hvordan det hele ville ende.

I det øjeblik følte jeg, at jeg kendte hende.

Historien skal man selv skrive:

En pige i rød frakke kom gående med en saxofon i hånden. Hun bøjede sig ned og fandt en kastanje under et højt træ. Hun besluttede, at den skulle minde hende om rare ting og puttede den i lommen. Og pludselig var verden uoverskuelig.

Både verden og kastanje drejer rundt om sig selv og kan være i min lomme.