Hvor er der meget at tænke på. At tro på. At håbe på. Jeg ved hverken, hvad jeg tror eller håber på. Jeg ved heller ikke, om jeg tænker. Men sådan er det. Jeg ved bare, at jeg gerne vil være i live. Jeg vil gerne kaste Ord ud i Verden. Jeg vil gerne forsøge at rumme andres Ord.

Jeg skal stoppe med at overtænke. Og undertænke. Jeg skal egentligt bare helt stoppe med at tænke. Og dog tror jeg, at jeg ville stoppe med at være i live. Jeg kan se refleksioner i mit Vindue. Jeg kan se Stearinlys. Der er næsten ild i Himlen. Så falder den nok snart ned. Det er jo Nat.

Og hvad så?
Denne her Stilhed er iltløs.
Støvkorn, Sandkorn, Stjernekorn.

Kan jeg byde på en Kiks?
En Hat?
Et Kys?

Forsvar

Lat-ter-ligt.
Dum-me pro-vins.
Sø-de ho-ved-stad.
Savn.

Og jeg græmmes. Over Jylland, over dumme jyder. Over dårlige jokes og rotten-sig-sammen.

Jeg kunne sagtens være en del af det. Jeg kunne sagtens svæve rundt, spankulere op og ned, skråne selvsikkert gennem gaderne. Ingen kan se på mig, at jeg ikke burde være der. JEG ER IKKE PROVINSIEL. Jeg vil ikke være provinsiel. Jeg kunne høre hjemme der. Jeg burde høre hjemme der.

Jeg bor ikke på en mark, you know.
Jeg drikker også øl.
Jeg går også i byen.
Jeg kører ikke på scooter.
Jeg er ikke "en af dem".
Løgnhalse.

Jeg burde befinde mig der med dig i stedet.

Alting bliver højt gennem øl
For endelig er det slut med at vente
Endelig er det nu vi bare gør det
Fordi det bare er sådan det er og
sådan det skal være

Og musikken gør sin del
Og blindheden gør sin del
Og her er vi så
Uden søvn

Men det ændrer jo ikke noget alligvel
Alting bliver stille gennem glas