Berus jer!

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave.
For ikke at mærke tiden skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants
grønne græs, i jeres stues tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede
er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt
det, som flygter, alt det, som sukker, alt det, som rinder, alt det, som synger, alt det,
som taler, spørg hvilken time det er; og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret
vil svare jer: "Det er beruselsens time! For ikke at blive tidens mishandlede trælle,
så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd - som I vil."

Charles Baudelaire, "Parisisk Spleen", 1869 

men jeg vil jo allerhelst skrive om hans hænder
ikke om tomhed eller fremmedhed
eller desperate skrig i et
uigennemtrængeligt mørke

jeg vil skrive om gåsehud
og kærlighed og ild
og en berøring
fra kind over hals til bryst
der ender med en omfavnelse
 - ikke blot af mig, men af alt hvad det indebærer

og svaret til alting?
"du dam da da da du dam dam"
L.C.

Når stjernerne forsvinder er det sent
For sent til at tænke

Jeg vil være så træt, at jeg ikke tænker
Jeg vil sove
Jeg vil hellere sove end indse, at du er bedst
uden mig
At du kan så meget mere uden mig
At jeg står stille, mens du bevæger dig
med mørkets hastighed

Nu lysner det
Tiden gik