Jeg er flosset i kanten
og kan ikke holde balancen
når jeg cykler gennem sand

Mine sko er væk
Min klippe forsvundet
Mit mantra ikke tilstedeværende

I stedet hører jeg et fremmed sprog
der gør mig til et fremmed menneske
mest af alt over for mig selv

Det tager tid at reparere i dybden
og ironisk nok er tid, alt hvad jeg har,
og det hjælper ikke, for savn tager over, 
og savn er den største følelse
jeg kender

Du må forstå min undskyldning
og min afmagt
og hvor meget, jeg har brug for dig     

Gentag

Lige nu
er hans vejrtrækning
et mantra
en gentagelse
en stabilitet
dybt inde i mig

Jeg søger ord,
men finder i stedet lister,
der ikke indeholder svar,
men blot bekræfter mig i,
at jeg ikke stillede
de rigtige
spørgsmål.

Jeg søger opmærksomhed
fra dig og dig og dig
for at udfylde et tomrum.

Jeg søger tid,
der kan forlænge afstanden,
så jeg ikke render ind i dig
med mit hjerte først, men
du har så lange ben,
at du sagtens kunne indhente mig.

Jeg må bare løbe hurtigere.

Ikke nyskabende

Jeg vil gerne synge for dig, men
jeg tøver, hvisker
og mine ord
strejfer dit ansigt.
Musikken når ikke til dit hjerte.

Jeg tør ikke.

Måske i morgen

 

Her er så stille, at man kan høre lysene skifte
Mest er her stille, fordi du kun er i mit hoved

Her er regn og roligt
Her er remedier og ramlende verdener

Dette er mit inderste jeg,
og jeg ved ikke,
hvad det er

I virkeligheden er jeg blot alene
Jeg må sove

Eller bare sidde og holde vejret så længe,
at jeg glemmer,
at det er meningen,
jeg skal trække det

Roma

Rom er en by

Rom er en by, hvor alle skynder sig, men ingen har travlt
      hvor romere myldrer frem, når vin og øl åbnes
      hvor turister tager billeder af det samme og hinanden
      hvor trafikken er en sammenfletning og solen springer og fortiden spøger
og hjertet savner

Og midt i det hele står du
på hvert eneste gadehjørne
og tænker på, hvordan det kunne
have været.

Berus jer!

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave.
For ikke at mærke tiden skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants
grønne græs, i jeres stues tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede
er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt
det, som flygter, alt det, som sukker, alt det, som rinder, alt det, som synger, alt det,
som taler, spørg hvilken time det er; og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret
vil svare jer: "Det er beruselsens time! For ikke at blive tidens mishandlede trælle,
så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd - som I vil."

Charles Baudelaire, "Parisisk Spleen", 1869 

men jeg vil jo allerhelst skrive om hans hænder
ikke om tomhed eller fremmedhed
eller desperate skrig i et
uigennemtrængeligt mørke

jeg vil skrive om gåsehud
og kærlighed og ild
og en berøring
fra kind over hals til bryst
der ender med en omfavnelse
 - ikke blot af mig, men af alt hvad det indebærer

og svaret til alting?
"du dam da da da du dam dam"
L.C.

Når stjernerne forsvinder er det sent
For sent til at tænke

Jeg vil være så træt, at jeg ikke tænker
Jeg vil sove
Jeg vil hellere sove end indse, at du er bedst
uden mig
At du kan så meget mere uden mig
At jeg står stille, mens du bevæger dig
med mørkets hastighed

Nu lysner det
Tiden gik

Et tog

Ulidelig varme gør ord tunge og grimme.

Nu er der i stedet bare træthed og spejlbilleder
og forræderiske tårer.
Forbandede åndssvage tårer.

Stilhed. Vil De venligst tie stille.
Hold nu kæft, for helvede.

Det er en forkert verden.
Forkert musik. Forkert sted.
Jeg er et forkert menneske.