MÅ
HØRE
OP
NU
Ellers begynder flammen at flakse og med den; verdenen.
tirsdag
Det der med hverdag
Når søvnighed er grunden til frustration og sentimentalitet. Når man næsten forgæves venter på frirum og klare tanker. Når irritationen bliver så stor, at den æder alle farverne. Når det ikke længere er nok at trippe utålmodigt med fødderne og drømme sig væk. Når det hele er provinsielt. Føj. Så er det hverdag.
Alting bliver hverdag. Det er det, der er hverdagens forbandelse. Alting er gennemskueligt. Folk taler, råber, agerer, forstiller sig. Om og om igen. Der er ingen nyskabelse. Intet uventet. Ingen originaler, som springer frem og foretager sig det, som ikke var planlagt. Klare spilleregler omkring forelskelse, kommentarer, samtaler. Det er det samme. Altid.
Hverdagen trækker dig ned. Du kan ikke længere overskue ting, som ikke er fast planlagt. Det skal helst være noteret i god tid. Hverdag er mangel på tid. Hverdagen giver dig dårlig samvittighed over de ting, du ikke kan nå eller ikke forstår. Det knuger et sted i brystet og gør det svært at tømme hovedet.
Du bliver afhængig af hverdagen. Du ved slet ikke, hvad du skal gøre, når den ikke er. Hverdagen er gjort af et stof, som, vi ikke ved, eksisterer. Det eneste, den efterlader, er en underlige fornemmelse af at have spildt sin tid.
Nej, bare rolig. Giv mig nogle måneder.
Så er også jeg trukket ind i den pressende grå maskine.
Alting bliver hverdag. Det er det, der er hverdagens forbandelse. Alting er gennemskueligt. Folk taler, råber, agerer, forstiller sig. Om og om igen. Der er ingen nyskabelse. Intet uventet. Ingen originaler, som springer frem og foretager sig det, som ikke var planlagt. Klare spilleregler omkring forelskelse, kommentarer, samtaler. Det er det samme. Altid.
Hverdagen trækker dig ned. Du kan ikke længere overskue ting, som ikke er fast planlagt. Det skal helst være noteret i god tid. Hverdag er mangel på tid. Hverdagen giver dig dårlig samvittighed over de ting, du ikke kan nå eller ikke forstår. Det knuger et sted i brystet og gør det svært at tømme hovedet.
Du bliver afhængig af hverdagen. Du ved slet ikke, hvad du skal gøre, når den ikke er. Hverdagen er gjort af et stof, som, vi ikke ved, eksisterer. Det eneste, den efterlader, er en underlige fornemmelse af at have spildt sin tid.
Nej, bare rolig. Giv mig nogle måneder.
Så er også jeg trukket ind i den pressende grå maskine.
søndag
Det der med weekend
Weekender er ofte ikke noget særligt. Ofte er de bare sådan lidt intetsigende. Der sker ikke så meget, og der er kun dårlige film i fjernsynet. Det regner, alle andre skal til fest, og man skal selv arbejde.
Der er selvfølgelig også de weekender, hvor det ikke gør noget, at det regner. Sådan en weekend havde jeg. Og nøj, hvor var det herligt!
Fredag startede fantastisk ud med et tog fra København. Et udadtil anonymt og kedeligt tog, men jeg vidste bedre. Tiden var klar til genforening, catching up og Mullekærlighed i stor stil.. og åbenbart også til koncert. En koncert, hvor alle midler blev taget i brug for at hverve mere publikum. Selv det at ringe til sin klassekammerats mor, for at høre om ”Malte var hjemme.”
Det var en rigtig god koncert. Akiri. Nintendotronica. Sang. Synth. WOW! Vi lavede det til en fest, selvom det kun var os seks. Fem fra 1. U og en mindre retard fra storbyen. Indianerdans, elgdans, moderne dans, dans på scene, fadøl. En snak om musik, en følelse af musik, et grin over musik. Det er en god måde at blive venner på, når man ikke helt kender hinanden.
At ende i en park med en vandpibe. Hvordan går sådan noget til? En samtale om verdenssituationen med sin veninde, mens man trækker en trækvogn med højttalere, der spiller swing, en vandpibe uden slange, stjålen sprut og en flaske sherry, sker ikke så tit. Hyggeligt var det. At sidde i mørket på en presenning og snakke om drengeting.
Hyggeligt er det også, når tre af ens bedste veninder ender omkring ens spisebord med en flaske vin eller tre. The Ullas reunion. At synge som i de gamle dage. At mundhugges på samme måde. Ha, at snakke på samme måde. Højt og om alt og alle. Om mode, nye mennesker, Hoptrup. Om minder. Vi så billeder. Mange billeder. Og vi grinede meget. Sheltertur. New York. Turné. Og ikke mindst Erik Føste.
De stemmer. Hvor har jeg bare savnet dem. At sidde ved klaveret på samme måde, som vi altid har gjort. 1. sopran, 2. sopran, 1. alt og 2. alt. Rollerne er fastlagte, men det gør ikke noget. Og når vi ikke gider mere, så kan vi da bare spise elendig fastfood efter en gåtur i regnvejr.
Og vågne op og se kærlighedsfilm og snakke det sidste færdigt og pakke sammen og give de sidste råd. OG AFTALE AT VI SES SNART! Det er næsten det vigtigste.
Her er alt for stille nu.
Der er selvfølgelig også de weekender, hvor det ikke gør noget, at det regner. Sådan en weekend havde jeg. Og nøj, hvor var det herligt!
Fredag startede fantastisk ud med et tog fra København. Et udadtil anonymt og kedeligt tog, men jeg vidste bedre. Tiden var klar til genforening, catching up og Mullekærlighed i stor stil.. og åbenbart også til koncert. En koncert, hvor alle midler blev taget i brug for at hverve mere publikum. Selv det at ringe til sin klassekammerats mor, for at høre om ”Malte var hjemme.”
Det var en rigtig god koncert. Akiri. Nintendotronica. Sang. Synth. WOW! Vi lavede det til en fest, selvom det kun var os seks. Fem fra 1. U og en mindre retard fra storbyen. Indianerdans, elgdans, moderne dans, dans på scene, fadøl. En snak om musik, en følelse af musik, et grin over musik. Det er en god måde at blive venner på, når man ikke helt kender hinanden.
At ende i en park med en vandpibe. Hvordan går sådan noget til? En samtale om verdenssituationen med sin veninde, mens man trækker en trækvogn med højttalere, der spiller swing, en vandpibe uden slange, stjålen sprut og en flaske sherry, sker ikke så tit. Hyggeligt var det. At sidde i mørket på en presenning og snakke om drengeting.
Hyggeligt er det også, når tre af ens bedste veninder ender omkring ens spisebord med en flaske vin eller tre. The Ullas reunion. At synge som i de gamle dage. At mundhugges på samme måde. Ha, at snakke på samme måde. Højt og om alt og alle. Om mode, nye mennesker, Hoptrup. Om minder. Vi så billeder. Mange billeder. Og vi grinede meget. Sheltertur. New York. Turné. Og ikke mindst Erik Føste.
De stemmer. Hvor har jeg bare savnet dem. At sidde ved klaveret på samme måde, som vi altid har gjort. 1. sopran, 2. sopran, 1. alt og 2. alt. Rollerne er fastlagte, men det gør ikke noget. Og når vi ikke gider mere, så kan vi da bare spise elendig fastfood efter en gåtur i regnvejr.
Og vågne op og se kærlighedsfilm og snakke det sidste færdigt og pakke sammen og give de sidste råd. OG AFTALE AT VI SES SNART! Det er næsten det vigtigste.
Her er alt for stille nu.
mandag
Det der med venskab
"Jeg har savnet at klatre på dig!" Siger det næsten ikke det hele?
I kender godt de venner, som man ved, man kan sige hvad som helst (læs: HVAD SOM HELST!) til. Sådan en har jeg. Og det er simpelthen ubeskriveligt.
Et menneske, man kan gå i orm med, når alting bare bliver lidt for kompliceret. Et menneske, som slet ikke behøver at spørge for at vide, hvad der er. Et menneske, som ser gennem det kloakslam, man i virkeligheden er. Et menneske, man beundrer, men alligevel aldrig bliver jaloux på. Et menneske, som lytter, tænker, forstår og snakker som ingen andre. Et menneske, som altid vil være for langt væk...
Uh, hvor er det bare indbegrebet af værelse 58, Langelinie, Hoptrup Efterskole, Hoptrup, Sønderjylland, VERDEN!
Og endnu bedre er det, når den følelse også bliver taget med videre. Der er nu bare noget over retards med cykelhjelme - også når de kommer til Herning.
Især når de indeni egentligt består af Gollum og Yoda.
I kender godt de venner, som man ved, man kan sige hvad som helst (læs: HVAD SOM HELST!) til. Sådan en har jeg. Og det er simpelthen ubeskriveligt.
Et menneske, man kan gå i orm med, når alting bare bliver lidt for kompliceret. Et menneske, som slet ikke behøver at spørge for at vide, hvad der er. Et menneske, som ser gennem det kloakslam, man i virkeligheden er. Et menneske, man beundrer, men alligevel aldrig bliver jaloux på. Et menneske, som lytter, tænker, forstår og snakker som ingen andre. Et menneske, som altid vil være for langt væk...
Uh, hvor er det bare indbegrebet af værelse 58, Langelinie, Hoptrup Efterskole, Hoptrup, Sønderjylland, VERDEN!
Og endnu bedre er det, når den følelse også bliver taget med videre. Der er nu bare noget over retards med cykelhjelme - også når de kommer til Herning.
Især når de indeni egentligt består af Gollum og Yoda.
onsdag
Hoptrup Efterskole
Den 9. august 2010
I dag er det et år siden, jeg startede på Hoptrup Efterskole, og 45 dage siden det sluttede. Jeg har det underligt indeni. Jeg kan ikke rigtigt stoppe med at græde. Det her år har betydet så ufatteligt meget for mig, og jeg vil helst ikke glemme det. Derfor forsøger jeg at skrive det ned. Jeg kan ikke garantere, at det hele er rigtigt. Hukommelse har det med at være subjektiv. Jeg kan også kun fortælle, hvordan jeg selv har oplevet det hele. Ikke desto mindre mener jeg, at det skal skrives ned. Om ikke andet så for min egen skyld.
Sådan startede jeg. Det var planen, men det er gået op for mig, at det er næsten umuligt. Jeg har oplevet så meget, at det vil kræve alt for mange bogstaver at få det sat sammen. Det vil også kræve alt for mange tårer på mit tastatur. Selv mit iTunes modarbejder mig! Jeg satte det på shuffle, og det kvitterede med Signed Sealed Delivered, Fotonen og Clair de Lune. Efterfulgt af hinanden.
Musik var noget med en saxofon. Noget med at tvivle på sig selv og alligevel gøre sit bedste. Det var at synge med tre fantastiske piger. Det var en rekord, et forsøg og noget som skulle gøres. Det var sammenhold over alle grænser. Det var kamp, frustration og DMX kabler. Det var over det hele.
Det var at stå på scenen og føle sig selvsikker nok til at kunne alt. At være en del af alt væsentligt på det tidspunkt. At se noderne danse fra hovedet ned til fingrene, der på mystisk vis placerede sig de rigtige steder. Det bedste var at indånde musik. Det bedste var at udånde musik. Det var noget med hvaler. Især en hval, som lærte mig meget. Det var.. sange, som kom ud af intet og pludseligt blev til stjerneskyer og balloner. Det var kærlighed.
New York var noget med en hat. Noget med at tro, at vi kunne alt, bare vi troede på det. Det var noget med et fællesskab og nogle drømme, som blev sagt højt. Det var solskin, Imagine, lygtepæle. Det var at gå på strømpefødder hjem fra en jazzkoncert. Det var det sug i maven, som sker så sjældent. Det var at se en kvinde med røde krøller komme svævende over 6th Avenue med bare tæer. Det var lyden af lys og mennesker på samme tid.
Hoptrup var noget med nogle helt specielle mennesker.
Hoptrup var kaffe, jazz og lange samtaler i Dusty.
Hoptrup var overraskelser og godnatbreve.
Hoptrup var ..
Hoptrup er en følelse.
Jeg savner det helt ind i hjertet.
I dag er det et år siden, jeg startede på Hoptrup Efterskole, og 45 dage siden det sluttede. Jeg har det underligt indeni. Jeg kan ikke rigtigt stoppe med at græde. Det her år har betydet så ufatteligt meget for mig, og jeg vil helst ikke glemme det. Derfor forsøger jeg at skrive det ned. Jeg kan ikke garantere, at det hele er rigtigt. Hukommelse har det med at være subjektiv. Jeg kan også kun fortælle, hvordan jeg selv har oplevet det hele. Ikke desto mindre mener jeg, at det skal skrives ned. Om ikke andet så for min egen skyld.
Sådan startede jeg. Det var planen, men det er gået op for mig, at det er næsten umuligt. Jeg har oplevet så meget, at det vil kræve alt for mange bogstaver at få det sat sammen. Det vil også kræve alt for mange tårer på mit tastatur. Selv mit iTunes modarbejder mig! Jeg satte det på shuffle, og det kvitterede med Signed Sealed Delivered, Fotonen og Clair de Lune. Efterfulgt af hinanden.
Musik var noget med en saxofon. Noget med at tvivle på sig selv og alligevel gøre sit bedste. Det var at synge med tre fantastiske piger. Det var en rekord, et forsøg og noget som skulle gøres. Det var sammenhold over alle grænser. Det var kamp, frustration og DMX kabler. Det var over det hele.
Det var at stå på scenen og føle sig selvsikker nok til at kunne alt. At være en del af alt væsentligt på det tidspunkt. At se noderne danse fra hovedet ned til fingrene, der på mystisk vis placerede sig de rigtige steder. Det bedste var at indånde musik. Det bedste var at udånde musik. Det var noget med hvaler. Især en hval, som lærte mig meget. Det var.. sange, som kom ud af intet og pludseligt blev til stjerneskyer og balloner. Det var kærlighed.
New York var noget med en hat. Noget med at tro, at vi kunne alt, bare vi troede på det. Det var noget med et fællesskab og nogle drømme, som blev sagt højt. Det var solskin, Imagine, lygtepæle. Det var at gå på strømpefødder hjem fra en jazzkoncert. Det var det sug i maven, som sker så sjældent. Det var at se en kvinde med røde krøller komme svævende over 6th Avenue med bare tæer. Det var lyden af lys og mennesker på samme tid.
Hoptrup var noget med nogle helt specielle mennesker.
Hoptrup var kaffe, jazz og lange samtaler i Dusty.
Hoptrup var overraskelser og godnatbreve.
Hoptrup var ..
Hoptrup er en følelse.
Jeg savner det helt ind i hjertet.
Begyndervanskeligheder
Dette er et forsøg. Jeg har lavet en blog!
Hvis andre kan, så kan jeg også. Måske er det meget rart bare at skrive.
Dette er til ære for Peps.
Hvis andre kan, så kan jeg også. Måske er det meget rart bare at skrive.
Dette er til ære for Peps.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)