Når søvnighed er grunden til frustration og sentimentalitet. Når man næsten forgæves venter på frirum og klare tanker. Når irritationen bliver så stor, at den æder alle farverne. Når det ikke længere er nok at trippe utålmodigt med fødderne og drømme sig væk. Når det hele er provinsielt. Føj. Så er det hverdag.
Alting bliver hverdag. Det er det, der er hverdagens forbandelse. Alting er gennemskueligt. Folk taler, råber, agerer, forstiller sig. Om og om igen. Der er ingen nyskabelse. Intet uventet. Ingen originaler, som springer frem og foretager sig det, som ikke var planlagt. Klare spilleregler omkring forelskelse, kommentarer, samtaler. Det er det samme. Altid.
Hverdagen trækker dig ned. Du kan ikke længere overskue ting, som ikke er fast planlagt. Det skal helst være noteret i god tid. Hverdag er mangel på tid. Hverdagen giver dig dårlig samvittighed over de ting, du ikke kan nå eller ikke forstår. Det knuger et sted i brystet og gør det svært at tømme hovedet.
Du bliver afhængig af hverdagen. Du ved slet ikke, hvad du skal gøre, når den ikke er. Hverdagen er gjort af et stof, som, vi ikke ved, eksisterer. Det eneste, den efterlader, er en underlige fornemmelse af at have spildt sin tid.
Nej, bare rolig. Giv mig nogle måneder.
Så er også jeg trukket ind i den pressende grå maskine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar