Her er så stille, at man kan høre lysene skifte
Mest er her stille, fordi du kun er i mit hoved

Her er regn og roligt
Her er remedier og ramlende verdener

Dette er mit inderste jeg,
og jeg ved ikke,
hvad det er

I virkeligheden er jeg blot alene
Jeg må sove

Eller bare sidde og holde vejret så længe,
at jeg glemmer,
at det er meningen,
jeg skal trække det

Roma

Rom er en by

Rom er en by, hvor alle skynder sig, men ingen har travlt
      hvor romere myldrer frem, når vin og øl åbnes
      hvor turister tager billeder af det samme og hinanden
      hvor trafikken er en sammenfletning og solen springer og fortiden spøger
og hjertet savner

Og midt i det hele står du
på hvert eneste gadehjørne
og tænker på, hvordan det kunne
have været.

Berus jer!

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave.
For ikke at mærke tiden skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants
grønne græs, i jeres stues tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede
er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt
det, som flygter, alt det, som sukker, alt det, som rinder, alt det, som synger, alt det,
som taler, spørg hvilken time det er; og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret
vil svare jer: "Det er beruselsens time! For ikke at blive tidens mishandlede trælle,
så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd - som I vil."

Charles Baudelaire, "Parisisk Spleen", 1869 

men jeg vil jo allerhelst skrive om hans hænder
ikke om tomhed eller fremmedhed
eller desperate skrig i et
uigennemtrængeligt mørke

jeg vil skrive om gåsehud
og kærlighed og ild
og en berøring
fra kind over hals til bryst
der ender med en omfavnelse
 - ikke blot af mig, men af alt hvad det indebærer

og svaret til alting?
"du dam da da da du dam dam"
L.C.

Når stjernerne forsvinder er det sent
For sent til at tænke

Jeg vil være så træt, at jeg ikke tænker
Jeg vil sove
Jeg vil hellere sove end indse, at du er bedst
uden mig
At du kan så meget mere uden mig
At jeg står stille, mens du bevæger dig
med mørkets hastighed

Nu lysner det
Tiden gik

Et tog

Ulidelig varme gør ord tunge og grimme.

Nu er der i stedet bare træthed og spejlbilleder
og forræderiske tårer.
Forbandede åndssvage tårer.

Stilhed. Vil De venligst tie stille.
Hold nu kæft, for helvede.

Det er en forkert verden.
Forkert musik. Forkert sted.
Jeg er et forkert menneske.

Vuggevise

Hvad nu hvis du ikke findes?

Hvad hvis du er noget, jeg har fundet på
opspind - opbygget af illusioner -
der gennem tiden har klæbet til mit hjerte?

Hvad hvis din stemme, som lyder tæt på,
er en andens
og derfor ikke din
men stadig luller mig til ro?

Men søvn og virkelighed har byttet plads
og det er egentligt min skyld
fordi jeg ikke gennemskuede det,
fordi jeg ikke indså det

For hvem har besluttet, at du findes?

Hvordan ved jeg, at dette ikke er
endnu en velfortalt historie som alle de andre?

Utroværdig jeg-fortæller.

Gensyn

Det er jo ikke fordi det er forkert
Det er bare heller ikke rigtigt
sådan noget med cigaretter
og påtagethed
og manglen af en stemme,
som siger de rigtige ting
og ikke bare
er en utålmodig medløber
som resten af verden
jeg kan høre i baggrunden.

For der er latter
og syngende guitarer
men jeg
sidder
her
og drømmer
om at finde mig, finde ind til mig
Som en længselfuld tone
der kan svæve gennem tid og rum og være
hvad du gerne vil have

Hvis bare det hele passede
i størrelse og form
og der ikke var andet end det
så kunne vi lytte

Vores puls er ikke den samme som urets tikken.
(og er det egentligt din eller min hjertebanken, jeg kan mærke?)
For der findes tavshed af forskellig slags
Men der findes kun dig og mig

Vis mig det sted, hvor du ville ønske din søvn tog dig hen
Vis mig den tone, jeg skal synge
Vis mig at jeg eksisterer

Åh, bare hold om mig og lad mig trække vejret
og overdæk min krop med blå kys.

Og hvorfor skulle nogen skrive digte, når enhver kan læse alt i hinandens øjne?

Dan Turèll, 1974

Pas på adjektiverne

Vinduerne er som øjne ud i natten
og ind i mig selv.

Lister på strømpebuksefødder.
Røde læber
adskilte læber
en rislen ned ad ryggen.
Sort mørk dunkel kaffe
og lyst til at ryge alle cigaretter i verden og være ligeglad.

Hvorfor kan jeg ikke være sådan?
Nu er det en ny dag.

Forår

Jeg ved, at jeg altid skriver,
så du må tro, jeg er god med ord,
men jeg kan ikke beskrive
hvad jeg føler.
Jeg er bare glad.
Og mit sprog har ikke gloser,
der rigtigt forstår det.

For du er solskin og jazz og nye vintergækker.
Alt sammen i ét.

Jeg snakker alt for hurtigt
og rødmer,
når du kigger på mig,
og jeg kan ikke
få mig selv til at kigge ned
for hvad nu,
hvis du ikke længere kigger på mig
når jeg kigger op igen.

Klovn.
Jeg vil jo bare gerne omfavnes
og være cool.

(men det er også OK at være hende,
som svæver ned ad gaden og smiler
hemmelige smil
- nu når det ikke kan være anderledes)

What is the floating world?

Living only for the moment, turning our attention to the pleasures of the moon, the snow, the cherry blossoms and the maples, singing songs, drinking wine, and diverting ourselves in just floating, floating, caring not a whit for the poverty staring us in the face, refusing to be disheartened, like a gourd floating along with the river current: this is what we call the floating world.

A Tale of the Floating World, Asai Ryōi, 1665

Vinter

En marginnote notits:

Det er koldt, så de kryber
sammen og holder blikket
nede. Sidder i hver sin
verden med hold i nakken.
Gennemgrebet af vintermelankoli
og ord, der poserer som poesi.

De bruger ikke natten til kærlighed
men til modløse endeløse trøstesløse
snevandringer, hvor hænder og hjerter
fryser til is. Haster gennem et
hav af hatte og huer og tørklæder,
som bidrager til en identitetsløs
hverdag. Han smiler til hende og
verden græder eller kolliderer
med virkeligheden.

Så er det godt, at jeg kan male
det hele over med hvidt og
begynde forfra med andre farver.
Det er blot et kys på hånden
og et fald i evigheden.

Du giver mig begge.

Morgen

   At vågne med dig og se, hvordan dine fingre som tangenter kan skabe den musik, der kun kan høres i mit hoved, og panisk gribe ud i luften for at sanse, at du aldrig var langt væk.

   At vågne med dig og mærke, hvordan din ånde rammer min og danner drømme, der danser desorienteret, men stadig emmer af nat.

   At vågne med dig og fornemme dine arme, som holder fast på den måde, at jeg ved, at jeg vil kunne lugte dem og dit smil, indtil de igen finder sin rette plads.

   At vågne med dig og kigge ind i dine øjne og holde vejret og vide at vi er os.

Når jeg sidder her i Levis cowboybukser med stearinlys og hører Donovan, mens jeg laver understregninger i en bog, der sikkert ikke har været udlånt siden den blev skrevet og indeholder ord som kosmos, harmoni og uendelighed og digte fra Kina, føler jeg mig .. og Verden føles på samme måde.

For det er et spørgsmål om, hvordan man lytter. Finder du kosmos? Bevæger du dig i vågen sløvstand mellem børnetegninger uden erindringer og forventninger?

For every dream there is a real world
og når det bliver mørkt, så kommer alle bogstaverne