Og jeg klatrer som i et månelandskab
falder og snubler og kommer op igen
for jeg gider ikke at tale
for du gider ikke at tale
Og jeg kigger med undren
på dine hænder
som rører hendes
Og det er så nemt med ulvehyl og røgringe.
Kan du ikke bare komme med tomme ord
Kan du ikke bare stoppe med tomme ord
før jeg river verden i stykker
Jeg er jo glad!
lørdag
Let The Music Take Care of your Heart
Take this waltz
Forget all that's real
This night it's just
You and Me
|| Take my hand, I'll walk you through
and the stars will fall at our feet
you know there's a reason
a reasonable reason
when people say falling in love ||
Du? Jeg siger tak.
Forget all that's real
This night it's just
You and Me
|| Take my hand, I'll walk you through
and the stars will fall at our feet
you know there's a reason
a reasonable reason
when people say falling in love ||
Du? Jeg siger tak.
torsdag
Det der med guitarer
I aften har jeg drukket to kopper kaffer og hørt to guitarer synge. Synge, som kun en guitar kan. Følsomt, længselsfuldt, ærligt. I går forelskede jeg mig i Clapton. I dag i Jacoby. Fordi de er så troværdige. Så intense. Så drømmende. Så ægte.
Se, dét er musik.
Jeg kunne gå en tur i natten og håbe på at rende ind i nogen. Men jeg gør det ikke.
Jeg vil bare stå her og smelte og se min krop reparere sig selv. Bare mærke varmen og sommerfuglene. Krybe væk fra virkeligheden. Drømme om at fange sommerduggen.
Uhm, hvor er det rart.
Se, dét er musik.
Jeg kunne gå en tur i natten og håbe på at rende ind i nogen. Men jeg gør det ikke.
Jeg vil bare stå her og smelte og se min krop reparere sig selv. Bare mærke varmen og sommerfuglene. Krybe væk fra virkeligheden. Drømme om at fange sommerduggen.
Uhm, hvor er det rart.
tirsdag
Frossent vand
Nej, nej fandeme nej om jeg gider!
Det er koldt og farligt og vådt og uinteressant og OVERVURDERET!
Nej tak, du, jeg tror jeg bliver her.
Her er Ben Webster, kaffe og stjernebøger.
Der er så mange ord over det hele
Og endnu flere, som ikke bliver sagt
SHH! Hør, sneen falder
Lad os håbe, den slår sig
- Og nu tog jeg lige mig selv i at se afslutningsdansen fra Dirty Dancing..
Kan denne dag blive værre?
Det er koldt og farligt og vådt og uinteressant og OVERVURDERET!
Nej tak, du, jeg tror jeg bliver her.
Her er Ben Webster, kaffe og stjernebøger.
Der er så mange ord over det hele
Og endnu flere, som ikke bliver sagt
SHH! Hør, sneen falder
Lad os håbe, den slår sig
- Og nu tog jeg lige mig selv i at se afslutningsdansen fra Dirty Dancing..
Kan denne dag blive værre?
onsdag
Vanedannende blok-falde-mod-jorden-spil
Jeg så brikkerne falde, farvestrålende, forskellige
Uden lyd med forbavsende præcision
Langsomt dannede de et nyt mønster
Som forsvandt med tiden
Det var som om, det hele passede sammen
Forbløffende
Tænk, sagde han,
Hvis livet var sådan.
Uden titel fra digtsamlingen hvad der skete den gang digtene blev tvunget til at blive skrevet på en ganske almindelig torsdag og vi alle mistede en smule af vores sjæl, 2010
Uden lyd med forbavsende præcision
Langsomt dannede de et nyt mønster
Som forsvandt med tiden
Det var som om, det hele passede sammen
Forbløffende
Tænk, sagde han,
Hvis livet var sådan.
Uden titel fra digtsamlingen hvad der skete den gang digtene blev tvunget til at blive skrevet på en ganske almindelig torsdag og vi alle mistede en smule af vores sjæl, 2010
søndag
Et hjem
Nej, det forstår jeg ikke. Hvorfor tage afsted, når man lige er kommet hjem? Sådan rigtigt hjem. Hjem til en sofa med larm og støj og musik og råb og dårlige jokes.
"Mor, hvorfor smelter isen oppe på Nordpolen? - Det gør den ikke, skat, det gør den ikke"
Hjem til et sted, hvor alle reagerer på de navne, de burde have:
Flemming, Yoda, Mulle, Ulla, Tage, Majs, Skanky, Peps, Hilde, Diva, Wolfie, ORM!
Og alting kommer bare skyllende ind over dig igen og slår benene væk under dig igen og du er så glad igen og du hopper og synger igen og boblen sænker sig igen og får dig til at savne endnu mere igen.
Det var i sandhed et stref af lykke.
Er savn spildt tid?
Tænk, toogtyve timer var alt, hvad der skulle til. Så forsvandt det hele igen.
Tomt. Trist. Tragisk.
"Mor, hvorfor smelter isen oppe på Nordpolen? - Det gør den ikke, skat, det gør den ikke"
Hjem til et sted, hvor alle reagerer på de navne, de burde have:
Flemming, Yoda, Mulle, Ulla, Tage, Majs, Skanky, Peps, Hilde, Diva, Wolfie, ORM!
Og alting kommer bare skyllende ind over dig igen og slår benene væk under dig igen og du er så glad igen og du hopper og synger igen og boblen sænker sig igen og får dig til at savne endnu mere igen.
Det var i sandhed et stref af lykke.
Er savn spildt tid?
Tænk, toogtyve timer var alt, hvad der skulle til. Så forsvandt det hele igen.
Tomt. Trist. Tragisk.
onsdag
Uddrag af tanker i regnvejr
at skrive handler om overskud eller underskud. Ikke denne her mellemting.
i går så jeg fjernsyn med to freaks og drak øl og spillede musik.
i går var sjov!
nu er jeg ikke længere søvnig.
men jeg er stadig bange for mørke.
det bliver... mystisk!
jeg har lyst til at grine.
jeg tegnede en lampe.
jeg kan godt lide roddet på mit gulv.
naboen holder technofest.
jeg læser om gemte bøger.
min fascination for masker er væk.
jeg tror ikke længere, folk skjuler sig bag en facade.
måske er det bare sådan de er.
dybt kedelige!
..Eller betegnelsen vedrører sådanne egenskaber,
hvorved et menneske udskiller sig fra flertallet ved fremtrædende kvaliteter..
punktum. og så er det slut.
kun ét ekko tilbage.
i går så jeg fjernsyn med to freaks og drak øl og spillede musik.
i går var sjov!
nu er jeg ikke længere søvnig.
men jeg er stadig bange for mørke.
det bliver... mystisk!
jeg har lyst til at grine.
jeg tegnede en lampe.
jeg kan godt lide roddet på mit gulv.
naboen holder technofest.
jeg læser om gemte bøger.
min fascination for masker er væk.
jeg tror ikke længere, folk skjuler sig bag en facade.
måske er det bare sådan de er.
dybt kedelige!
..Eller betegnelsen vedrører sådanne egenskaber,
hvorved et menneske udskiller sig fra flertallet ved fremtrædende kvaliteter..
punktum. og så er det slut.
kun ét ekko tilbage.
mandag
lørdag
Inspiration
Jeg så en pige græde i bussen. Hun sad der helt krøllet sammen, som om nogen havde smidt hende væk. Som om nogen fik hende til at føle sig lille og fortvivlet. Hun sad bare der og kiggede ud af vinduet, mens hun forsøgte at tørre tårer væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fik sådan en lyst til at hjælpe hende, men jeg kendte hende ikke. Og hvad skulle jeg sige til hende? "Så så, det skal nok gå."
Jeg satte mig sådan, at jeg kunne se hende, men så hun ikke kunne se mig. Jeg tror, hun skammede sig. Ikke over at græde, men over grunden. Engang imellem mumlede hun med på teksten, som var i hendes høretelefoner. Minder i musikken, går jeg ud fra. Hun krøllede sig i hvert fald mere sammen og græd på ny.
Da jeg stod af, fik vi øjenkontakt. Bare lige kort. Hun gav mig et forsigtigt smil. Et trøsteløst smil. Som om hun havde givet op på forhånd. Som om hun udmærket vidste, hvordan det hele ville ende.
I det øjeblik følte jeg, at jeg kendte hende.
Jeg satte mig sådan, at jeg kunne se hende, men så hun ikke kunne se mig. Jeg tror, hun skammede sig. Ikke over at græde, men over grunden. Engang imellem mumlede hun med på teksten, som var i hendes høretelefoner. Minder i musikken, går jeg ud fra. Hun krøllede sig i hvert fald mere sammen og græd på ny.
Da jeg stod af, fik vi øjenkontakt. Bare lige kort. Hun gav mig et forsigtigt smil. Et trøsteløst smil. Som om hun havde givet op på forhånd. Som om hun udmærket vidste, hvordan det hele ville ende.
I det øjeblik følte jeg, at jeg kendte hende.
torsdag
Historien skal man selv skrive:
En pige i rød frakke kom gående med en saxofon i hånden. Hun bøjede sig ned og fandt en kastanje under et højt træ. Hun besluttede, at den skulle minde hende om rare ting og puttede den i lommen. Og pludselig var verden uoverskuelig.
Både verden og kastanje drejer rundt om sig selv og kan være i min lomme.
En pige i rød frakke kom gående med en saxofon i hånden. Hun bøjede sig ned og fandt en kastanje under et højt træ. Hun besluttede, at den skulle minde hende om rare ting og puttede den i lommen. Og pludselig var verden uoverskuelig.
Både verden og kastanje drejer rundt om sig selv og kan være i min lomme.
onsdag
Siden sidst
er der sket meget. Og alligevel ingenting.
Jeg vil sidde og kigge på et lys, som brænder ned.
Jeg vil tænke på en spildt chance og en misforstået omdrejning.
Jeg vil stoppe med at savne..
Stoppe med at gabe i latin.
Stoppe med at drømme tilbage.
Jeg vil forstå en fortælling om blindhed.
Jeg vil glæde mig.
Jeg vil krydse fingre for en veninde.
Jeg vil forblive en af drengene.
Jeg vil undersøge, hvorfor tiden går.
Jeg vil møde det menneske, som påstår at være mig.
Jeg vil sidde og kigge på et lys, som brænder ned.
Jeg vil tænke på en spildt chance og en misforstået omdrejning.
Jeg vil stoppe med at savne..
Stoppe med at gabe i latin.
Stoppe med at drømme tilbage.
Jeg vil forstå en fortælling om blindhed.
Jeg vil glæde mig.
Jeg vil krydse fingre for en veninde.
Jeg vil forblive en af drengene.
Jeg vil undersøge, hvorfor tiden går.
Jeg vil møde det menneske, som påstår at være mig.
søndag
HEY APPLE!
Jeg tør ikke helt gå i seng, for jeg ved, at min hovedpude dufter af noget, som ikke længere er her. Nogle fuldstændige fantastiske dage. MUSIK!, tunge paller, sceneopsætning, fadøl, heavy metal, Bruce Willis og en pige, som næsten blev en dreng. Men også kun næsten. Det er sjovt, som de gode venner ofte er drenge. Men.. gør det noget? Jeg tror det ikke. At være pige betyder bare, at man kan nasse smøger til en ven. Det betyder bare, at man kan købe øl. Det betyder bare, at man ikke kan bære tunge ting og at man ikke bliver musiker og at man ikke er rigtigt med i gruppen og at man bliver lagt mærke til, når man er i undertal.
"AK! Et par øl mere og så er vi kærester, ikke?" En sang skrevet på en guitar, hvor der mangler noget. Stræben efter det perfekte, som jeg ikke engang tror, er noget værd. En heavy koncert afbrudt til fordel for en mælkesnitte og et menneske, som fylder meget, når det sover. Et loop i selvtillid.
Og hvad er der nu?
Beatles fra højttalerne, opdateringer på Facebook og Totally Spies på gulvet.
HEY APPLE, du er pæn, nej du er pæn.
TAK!!
"AK! Et par øl mere og så er vi kærester, ikke?" En sang skrevet på en guitar, hvor der mangler noget. Stræben efter det perfekte, som jeg ikke engang tror, er noget værd. En heavy koncert afbrudt til fordel for en mælkesnitte og et menneske, som fylder meget, når det sover. Et loop i selvtillid.
Og hvad er der nu?
Beatles fra højttalerne, opdateringer på Facebook og Totally Spies på gulvet.
HEY APPLE, du er pæn, nej du er pæn.
TAK!!
tirsdag
Det der med hverdag
Når søvnighed er grunden til frustration og sentimentalitet. Når man næsten forgæves venter på frirum og klare tanker. Når irritationen bliver så stor, at den æder alle farverne. Når det ikke længere er nok at trippe utålmodigt med fødderne og drømme sig væk. Når det hele er provinsielt. Føj. Så er det hverdag.
Alting bliver hverdag. Det er det, der er hverdagens forbandelse. Alting er gennemskueligt. Folk taler, råber, agerer, forstiller sig. Om og om igen. Der er ingen nyskabelse. Intet uventet. Ingen originaler, som springer frem og foretager sig det, som ikke var planlagt. Klare spilleregler omkring forelskelse, kommentarer, samtaler. Det er det samme. Altid.
Hverdagen trækker dig ned. Du kan ikke længere overskue ting, som ikke er fast planlagt. Det skal helst være noteret i god tid. Hverdag er mangel på tid. Hverdagen giver dig dårlig samvittighed over de ting, du ikke kan nå eller ikke forstår. Det knuger et sted i brystet og gør det svært at tømme hovedet.
Du bliver afhængig af hverdagen. Du ved slet ikke, hvad du skal gøre, når den ikke er. Hverdagen er gjort af et stof, som, vi ikke ved, eksisterer. Det eneste, den efterlader, er en underlige fornemmelse af at have spildt sin tid.
Nej, bare rolig. Giv mig nogle måneder.
Så er også jeg trukket ind i den pressende grå maskine.
Alting bliver hverdag. Det er det, der er hverdagens forbandelse. Alting er gennemskueligt. Folk taler, råber, agerer, forstiller sig. Om og om igen. Der er ingen nyskabelse. Intet uventet. Ingen originaler, som springer frem og foretager sig det, som ikke var planlagt. Klare spilleregler omkring forelskelse, kommentarer, samtaler. Det er det samme. Altid.
Hverdagen trækker dig ned. Du kan ikke længere overskue ting, som ikke er fast planlagt. Det skal helst være noteret i god tid. Hverdag er mangel på tid. Hverdagen giver dig dårlig samvittighed over de ting, du ikke kan nå eller ikke forstår. Det knuger et sted i brystet og gør det svært at tømme hovedet.
Du bliver afhængig af hverdagen. Du ved slet ikke, hvad du skal gøre, når den ikke er. Hverdagen er gjort af et stof, som, vi ikke ved, eksisterer. Det eneste, den efterlader, er en underlige fornemmelse af at have spildt sin tid.
Nej, bare rolig. Giv mig nogle måneder.
Så er også jeg trukket ind i den pressende grå maskine.
søndag
Det der med weekend
Weekender er ofte ikke noget særligt. Ofte er de bare sådan lidt intetsigende. Der sker ikke så meget, og der er kun dårlige film i fjernsynet. Det regner, alle andre skal til fest, og man skal selv arbejde.
Der er selvfølgelig også de weekender, hvor det ikke gør noget, at det regner. Sådan en weekend havde jeg. Og nøj, hvor var det herligt!
Fredag startede fantastisk ud med et tog fra København. Et udadtil anonymt og kedeligt tog, men jeg vidste bedre. Tiden var klar til genforening, catching up og Mullekærlighed i stor stil.. og åbenbart også til koncert. En koncert, hvor alle midler blev taget i brug for at hverve mere publikum. Selv det at ringe til sin klassekammerats mor, for at høre om ”Malte var hjemme.”
Det var en rigtig god koncert. Akiri. Nintendotronica. Sang. Synth. WOW! Vi lavede det til en fest, selvom det kun var os seks. Fem fra 1. U og en mindre retard fra storbyen. Indianerdans, elgdans, moderne dans, dans på scene, fadøl. En snak om musik, en følelse af musik, et grin over musik. Det er en god måde at blive venner på, når man ikke helt kender hinanden.
At ende i en park med en vandpibe. Hvordan går sådan noget til? En samtale om verdenssituationen med sin veninde, mens man trækker en trækvogn med højttalere, der spiller swing, en vandpibe uden slange, stjålen sprut og en flaske sherry, sker ikke så tit. Hyggeligt var det. At sidde i mørket på en presenning og snakke om drengeting.
Hyggeligt er det også, når tre af ens bedste veninder ender omkring ens spisebord med en flaske vin eller tre. The Ullas reunion. At synge som i de gamle dage. At mundhugges på samme måde. Ha, at snakke på samme måde. Højt og om alt og alle. Om mode, nye mennesker, Hoptrup. Om minder. Vi så billeder. Mange billeder. Og vi grinede meget. Sheltertur. New York. Turné. Og ikke mindst Erik Føste.
De stemmer. Hvor har jeg bare savnet dem. At sidde ved klaveret på samme måde, som vi altid har gjort. 1. sopran, 2. sopran, 1. alt og 2. alt. Rollerne er fastlagte, men det gør ikke noget. Og når vi ikke gider mere, så kan vi da bare spise elendig fastfood efter en gåtur i regnvejr.
Og vågne op og se kærlighedsfilm og snakke det sidste færdigt og pakke sammen og give de sidste råd. OG AFTALE AT VI SES SNART! Det er næsten det vigtigste.
Her er alt for stille nu.
Der er selvfølgelig også de weekender, hvor det ikke gør noget, at det regner. Sådan en weekend havde jeg. Og nøj, hvor var det herligt!
Fredag startede fantastisk ud med et tog fra København. Et udadtil anonymt og kedeligt tog, men jeg vidste bedre. Tiden var klar til genforening, catching up og Mullekærlighed i stor stil.. og åbenbart også til koncert. En koncert, hvor alle midler blev taget i brug for at hverve mere publikum. Selv det at ringe til sin klassekammerats mor, for at høre om ”Malte var hjemme.”
Det var en rigtig god koncert. Akiri. Nintendotronica. Sang. Synth. WOW! Vi lavede det til en fest, selvom det kun var os seks. Fem fra 1. U og en mindre retard fra storbyen. Indianerdans, elgdans, moderne dans, dans på scene, fadøl. En snak om musik, en følelse af musik, et grin over musik. Det er en god måde at blive venner på, når man ikke helt kender hinanden.
At ende i en park med en vandpibe. Hvordan går sådan noget til? En samtale om verdenssituationen med sin veninde, mens man trækker en trækvogn med højttalere, der spiller swing, en vandpibe uden slange, stjålen sprut og en flaske sherry, sker ikke så tit. Hyggeligt var det. At sidde i mørket på en presenning og snakke om drengeting.
Hyggeligt er det også, når tre af ens bedste veninder ender omkring ens spisebord med en flaske vin eller tre. The Ullas reunion. At synge som i de gamle dage. At mundhugges på samme måde. Ha, at snakke på samme måde. Højt og om alt og alle. Om mode, nye mennesker, Hoptrup. Om minder. Vi så billeder. Mange billeder. Og vi grinede meget. Sheltertur. New York. Turné. Og ikke mindst Erik Føste.
De stemmer. Hvor har jeg bare savnet dem. At sidde ved klaveret på samme måde, som vi altid har gjort. 1. sopran, 2. sopran, 1. alt og 2. alt. Rollerne er fastlagte, men det gør ikke noget. Og når vi ikke gider mere, så kan vi da bare spise elendig fastfood efter en gåtur i regnvejr.
Og vågne op og se kærlighedsfilm og snakke det sidste færdigt og pakke sammen og give de sidste råd. OG AFTALE AT VI SES SNART! Det er næsten det vigtigste.
Her er alt for stille nu.
mandag
Det der med venskab
"Jeg har savnet at klatre på dig!" Siger det næsten ikke det hele?
I kender godt de venner, som man ved, man kan sige hvad som helst (læs: HVAD SOM HELST!) til. Sådan en har jeg. Og det er simpelthen ubeskriveligt.
Et menneske, man kan gå i orm med, når alting bare bliver lidt for kompliceret. Et menneske, som slet ikke behøver at spørge for at vide, hvad der er. Et menneske, som ser gennem det kloakslam, man i virkeligheden er. Et menneske, man beundrer, men alligevel aldrig bliver jaloux på. Et menneske, som lytter, tænker, forstår og snakker som ingen andre. Et menneske, som altid vil være for langt væk...
Uh, hvor er det bare indbegrebet af værelse 58, Langelinie, Hoptrup Efterskole, Hoptrup, Sønderjylland, VERDEN!
Og endnu bedre er det, når den følelse også bliver taget med videre. Der er nu bare noget over retards med cykelhjelme - også når de kommer til Herning.
Især når de indeni egentligt består af Gollum og Yoda.
I kender godt de venner, som man ved, man kan sige hvad som helst (læs: HVAD SOM HELST!) til. Sådan en har jeg. Og det er simpelthen ubeskriveligt.
Et menneske, man kan gå i orm med, når alting bare bliver lidt for kompliceret. Et menneske, som slet ikke behøver at spørge for at vide, hvad der er. Et menneske, som ser gennem det kloakslam, man i virkeligheden er. Et menneske, man beundrer, men alligevel aldrig bliver jaloux på. Et menneske, som lytter, tænker, forstår og snakker som ingen andre. Et menneske, som altid vil være for langt væk...
Uh, hvor er det bare indbegrebet af værelse 58, Langelinie, Hoptrup Efterskole, Hoptrup, Sønderjylland, VERDEN!
Og endnu bedre er det, når den følelse også bliver taget med videre. Der er nu bare noget over retards med cykelhjelme - også når de kommer til Herning.
Især når de indeni egentligt består af Gollum og Yoda.
onsdag
Hoptrup Efterskole
Den 9. august 2010
I dag er det et år siden, jeg startede på Hoptrup Efterskole, og 45 dage siden det sluttede. Jeg har det underligt indeni. Jeg kan ikke rigtigt stoppe med at græde. Det her år har betydet så ufatteligt meget for mig, og jeg vil helst ikke glemme det. Derfor forsøger jeg at skrive det ned. Jeg kan ikke garantere, at det hele er rigtigt. Hukommelse har det med at være subjektiv. Jeg kan også kun fortælle, hvordan jeg selv har oplevet det hele. Ikke desto mindre mener jeg, at det skal skrives ned. Om ikke andet så for min egen skyld.
Sådan startede jeg. Det var planen, men det er gået op for mig, at det er næsten umuligt. Jeg har oplevet så meget, at det vil kræve alt for mange bogstaver at få det sat sammen. Det vil også kræve alt for mange tårer på mit tastatur. Selv mit iTunes modarbejder mig! Jeg satte det på shuffle, og det kvitterede med Signed Sealed Delivered, Fotonen og Clair de Lune. Efterfulgt af hinanden.
Musik var noget med en saxofon. Noget med at tvivle på sig selv og alligevel gøre sit bedste. Det var at synge med tre fantastiske piger. Det var en rekord, et forsøg og noget som skulle gøres. Det var sammenhold over alle grænser. Det var kamp, frustration og DMX kabler. Det var over det hele.
Det var at stå på scenen og føle sig selvsikker nok til at kunne alt. At være en del af alt væsentligt på det tidspunkt. At se noderne danse fra hovedet ned til fingrene, der på mystisk vis placerede sig de rigtige steder. Det bedste var at indånde musik. Det bedste var at udånde musik. Det var noget med hvaler. Især en hval, som lærte mig meget. Det var.. sange, som kom ud af intet og pludseligt blev til stjerneskyer og balloner. Det var kærlighed.
New York var noget med en hat. Noget med at tro, at vi kunne alt, bare vi troede på det. Det var noget med et fællesskab og nogle drømme, som blev sagt højt. Det var solskin, Imagine, lygtepæle. Det var at gå på strømpefødder hjem fra en jazzkoncert. Det var det sug i maven, som sker så sjældent. Det var at se en kvinde med røde krøller komme svævende over 6th Avenue med bare tæer. Det var lyden af lys og mennesker på samme tid.
Hoptrup var noget med nogle helt specielle mennesker.
Hoptrup var kaffe, jazz og lange samtaler i Dusty.
Hoptrup var overraskelser og godnatbreve.
Hoptrup var ..
Hoptrup er en følelse.
Jeg savner det helt ind i hjertet.
I dag er det et år siden, jeg startede på Hoptrup Efterskole, og 45 dage siden det sluttede. Jeg har det underligt indeni. Jeg kan ikke rigtigt stoppe med at græde. Det her år har betydet så ufatteligt meget for mig, og jeg vil helst ikke glemme det. Derfor forsøger jeg at skrive det ned. Jeg kan ikke garantere, at det hele er rigtigt. Hukommelse har det med at være subjektiv. Jeg kan også kun fortælle, hvordan jeg selv har oplevet det hele. Ikke desto mindre mener jeg, at det skal skrives ned. Om ikke andet så for min egen skyld.
Sådan startede jeg. Det var planen, men det er gået op for mig, at det er næsten umuligt. Jeg har oplevet så meget, at det vil kræve alt for mange bogstaver at få det sat sammen. Det vil også kræve alt for mange tårer på mit tastatur. Selv mit iTunes modarbejder mig! Jeg satte det på shuffle, og det kvitterede med Signed Sealed Delivered, Fotonen og Clair de Lune. Efterfulgt af hinanden.
Musik var noget med en saxofon. Noget med at tvivle på sig selv og alligevel gøre sit bedste. Det var at synge med tre fantastiske piger. Det var en rekord, et forsøg og noget som skulle gøres. Det var sammenhold over alle grænser. Det var kamp, frustration og DMX kabler. Det var over det hele.
Det var at stå på scenen og føle sig selvsikker nok til at kunne alt. At være en del af alt væsentligt på det tidspunkt. At se noderne danse fra hovedet ned til fingrene, der på mystisk vis placerede sig de rigtige steder. Det bedste var at indånde musik. Det bedste var at udånde musik. Det var noget med hvaler. Især en hval, som lærte mig meget. Det var.. sange, som kom ud af intet og pludseligt blev til stjerneskyer og balloner. Det var kærlighed.
New York var noget med en hat. Noget med at tro, at vi kunne alt, bare vi troede på det. Det var noget med et fællesskab og nogle drømme, som blev sagt højt. Det var solskin, Imagine, lygtepæle. Det var at gå på strømpefødder hjem fra en jazzkoncert. Det var det sug i maven, som sker så sjældent. Det var at se en kvinde med røde krøller komme svævende over 6th Avenue med bare tæer. Det var lyden af lys og mennesker på samme tid.
Hoptrup var noget med nogle helt specielle mennesker.
Hoptrup var kaffe, jazz og lange samtaler i Dusty.
Hoptrup var overraskelser og godnatbreve.
Hoptrup var ..
Hoptrup er en følelse.
Jeg savner det helt ind i hjertet.
Begyndervanskeligheder
Dette er et forsøg. Jeg har lavet en blog!
Hvis andre kan, så kan jeg også. Måske er det meget rart bare at skrive.
Dette er til ære for Peps.
Hvis andre kan, så kan jeg også. Måske er det meget rart bare at skrive.
Dette er til ære for Peps.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)